
§ 1-2
1. Museets Navn og ejerforhold
1.1 Nordjyllands Historiske Museum er en selvejende institution.
1.2 Nordjyllands Historiske Museum er et statsanerkendt kulturhistorisk museum.
Nordjyllands Historiske Museum driver Aalborg Historiske Museum, Lindholm Høje Museet, Gråbrødrekloster Museet, Hadsund Egns Museum, Hals Museum, Havnø Mølle, Ulsted Mølle, Vikingecenter Fyrkat, Boldrup Museum, Hobro Museum, Cirkusmuseet, Lystfartøjsmuseet og Mariager Museum.
2. Museets formål og ansvarsområde
2.1 Museet skal gennem indsamling, registrering, bevaring, forskning og formidling inden for sit ansvarsområde virke for sikringen af Danmarks kulturarv og belyse forandring, variation og kontinuitet i menneskers livsvilkår fra de ældste tider til nu.
2.2 Museet skal gøre samlingerne tilgængelige for offentligheden og stille dem til rådighed for forskning samt udbrede kendskabet til resultatet af såvel museets egen forskning som anden forskning baseret på museets samlinger
2.3 Museets ansvarsområde omfatter arkæologi og nyere tids kulturhistorie i følgende kommuner: Jammerbugt Kommune, Mariagerfjord Kommune, Rebild Kommune og Aalborg Kommune
2.4 Museet varetager
Indsamling, registrering, forskning, formidling og berejsning skal finde sted inden for den geografiske, tids- og emnemæssige afgrænsning af museets godkendte ansvarsområde.
Museet kan i nærmere konkrete tilfælde deltage i projekter omfattet af ansvarsområdet uden for museets geografiske område.
Genstande, der savner naturlig tilknytning til museets ansvarsområde, bør ikke indlemmes i samlingerne, men søges henvist til et relevant museum.
§ 3
3. Samarbejde med andre museer og offentlige myndigheder
Museet er en del af Danmarks samlede offentlige museumsvæsen med deraf følgende forpligtelse til samarbejde og gensidig bistand.
3.2 Museet samarbejder med andre museer inden for fælles arbejdsområder
3.3. Museet samarbejder inden for sit ansvarsområde med de myndigheder, der varetager fredning og fysisk planlægning.
3.4 Museet indberetter løbende sin indsamling (nytilvækst) til centrale registre under Kulturarvsstyrelsen.
3.5 Museets drift er undergivet gældende lov om museer og dertil hørende ministerielle bekendtgørelser og vedtægter.
3.6 Museet skal følge fælles nationale og internationale standarder og normer for museumsvirksomhed efter nærmere retningslinjer fra Kulturarvsstyrelsen.
§ 4
4. Museets bestyrelse, sammensætning og valgmåde
4.1 Museets bestyrelse har 12 medlemmer. 6 medlemmer vælges af de kommuner, der i fællesskab driver den selvejende institution Nordjyllands Historiske Museum, hvoraf byrådet i Aalborg Kommune udpeger 3 medlemmer, byrådet i Mariagerfjord kommune 2 medlemmer og byrådet i Rebild Kommune 1 medlem, alle med gyldighed for en kommunal valgperiode. 2 medlemmer vælges af medarbejderstaben, begge med en gyldighed på 2 år, således det ene medlem udpeges af inspektørgruppen (AC-medarbejdere) i lige år, og det andet medlem af det øvrige personale i ulige år. 4 medlemmer vælges af de foreninger, der udgør museets repræsentantskab. Hvert af disse 4 medlemmer har en personlig suppleant fra egen forening, og hvert medlem kan i tilfælde af fravær lade sig repræsentere ved sin suppleant. De 4 foreningsmedlemmer og deres suppleanter vælges med en varighed af 4 år blandt de i 4.6 nævnte foreningers bestyrelser. Første gang er valget dog kun for 2 år.
4.2 Bestyrelsen konstituerer sig med formand og næstformand. Disse kan sammen med yderligere 1 repræsentant fra bestyrelsen udgøre et forretningsudvalg, som mellem bestyrelsesmøderne kan varetage bestyrelsens interesser. Bestyrelse og forretningsudvalg udarbejder selv sin forretningsorden. I tilfælde af stemmelighed i bestyrelsen er formandens stemme udslagsgivende. Museets direktør deltager i bestyrelsens og forretningsudvalgets møder. Stedfortræderen for museets direktør fungerer som sekretær.
4.3 Bestyrelsen er beslutningsdygtig, når mindst halvdelen af dens medlemmer er til stede.
4.4 Bestyrelsen er ansvarlig for museets drift.
4.5 Udadtil tegnes Nordjyllands Historiske Museum af bestyrelsesformand og direktør.
4. 6 Museets repræsentantskab består af 2 medlemmer fra hver af følgende foreninger:
Historisk Samfund for Himmerland og Kjær Herred
Jysk Arkæologisk Selskab, Nordjylland.
Kulturhistorisk Forening for Nordjylland
Museumsforeningen for Hadsund og Omegn
Museumsforeningen for Hals Kommune
Selskabet for Aalborgs Historie
Hobro Museumsforening
Støtteforeningen for Lystfartøjsmuseet i Hobro
Fyrkat Støtteforening
Cirkushusets Støtteforening
Boldrup Museumsforening
Mariager Museumsforening
Repræsentantskabet mødes mindst en gang årligt med museets bestyrelse og direktør til en orientering om museets drift. Repræsentantskabet udarbejder selv sin forretningsorden. Repræsentskabsmødet afholdes første gang senest i april 2009, hvor museets bestyrelsesmedlemmer vælges. Derefter afholdes der valg hvert fjerde år, første gang senest med udgangen af 2009.
§ 5
5. Ledelse og øvrige personale
5.1 Museet skal have et personale, der i omfang og sammensætning står i et rimeligt forhold til museets størrelse, økonomi, ansvarsområde og arbejdsplan.
5.2 Bestyrelsen skal til at forestå museets daglige drift ansætte en leder i en heltidsstilling.
5.3 Museets leder skal have en relevant museumsfaglig baggrund. Museet skal have faguddannet personale, der modsvarer museets hovedansvarsområder.
5.4 Museet leder har inden for den af bestyrelsen vedtagne arbejdsplan med tilhørende budget det museumsfaglige og ledelsesmæssige ansvar for museets samlede virksomhed.
5.5 Det påhviler bestyrelsen at holde Kulturarvsstyrelsen underrettet om, hvem der varetager den daglige ledelse af museet.
5.6 Museets leder kan ikke være medlem af bestyrelsen, men deltager og sammen med stedfortræderen, der er sekretær, forbereder bestyrelsens møder, optager referat af beslutningerne og gennemfører disse.
5.7 Museets øvrige personale ansættes af museets leder inden for rammerne af de godkendte arbejdsplaner og budgetter.
5.8 Museets personale skal have mulighed for at efter- og videreuddanne sig.
§ 6
6. Adresse
Museets administration er hjemmehørende på adressen Algade 48, 9000 Aalborg.
§ 7
7. Budget og arbejdsplan
7.1 Museets regnskabsår følger kalenderåret.
7.2 Museets ledelse udarbejder årligt budget og beretning, der – efter godkendelse i bestyrelsen - fremsendes til relevante kommuner og stat efter retningslinjer fastsat af Kulturarvsstyrelsen.
7.3 Budgettet med tilhørende budgetkommentarer skal sendes til Kulturarvsstyrelsen inden den 31. januar i budgetåret.
7.4 I det første år i hver ny kommunal valgperiode udarbejder museets leder forslag til arbejdsplan efter retningslinjer fastsat af Kulturarvsstyrelsen. Arbejdsplanforslaget skal behandles (godkendes) af bestyrelsen. Den godkendte arbejdsplan skal sendes til Kulturarvsstyrelsen og museets hovedtilskudsyder senest den 15. december.
7.5 Det skal af planen fremgå, hvilke nærmere bestemte opgaver inden for museets ansvarsområde, museet påregner at udføre de pågældende år.
7.6 Museet skal inden for det ansvarsområde, der er fastsat i dets vedtægter, foretage indsamling, registrering og forskning.
7.7 Museet skal drage omsorg for samlingernes forsvarlige opbevaring og nødvendige konservering.
7.8 Museet skal ved et aktivt formidlingsarbejde gøre sin samling og sin viden tilgængelig for alle befolkningsgrupper. 7.9 Med udgangspunkt i bevillingsniveauet i 2009 opretholder museet en faglig repræsentation ved en kulturhistoriker på afdelingerne i Aalborg, Hadsund, Hals, Hobro, Fyrkat og Aalborg. Den ansatte i Hobro skal være historiker.
§ 8
8. Regnskab og beretning m.m.
8.1 Museets regnskab føres af Aalborg Historiske Museum i samarbejde med Aalborg Kommune efter de regler, der gælder for kommunens regnskabsførelse for selvejende institutioner og i overensstemmelse med den af Kulturarvsstyrelsen udarbejdede vejledende kontoplan.
8.2 Museets leder er ansvarlig for forvaltningen af museets indtægter og udgifter.
Inden for det godkendte budget med tilhørende arbejdsplan/ budgetkommentarer har museets leder dispositionsret (dvs. kan indgå aftaler, foretage anskaffelser m.v.).
Større dispositioner skal godkendes af forretningsudvalget eller bestyrelsen.
Museets leder, eller den dertil bemyndigede, skal godkende udgifts- og indtægtsbilag (attestere).
8.3 Årsregnskabet skal afgives efter retningslinjer fastsat af Kulturarvsstyrelsen.
8.4 Regnskabet skal være påtegnet af museets samlede bestyrelse, museets daglige leder og af museets revision.
Revisionspåtegningen skal angive, at revisionen er udført i overensstemmelse med den af Kulturministeriet fastsatte revisionsinstruks for museer, der modtager statstilskud efter museumsloven.
8.5 Museets leder skal årligt udarbejde en beretning efter retningslinjer fra Kulturarvsstyrelsen. Beretningen skal godkendes af bestyrelsen.
8.6 Regnskab og beretning indsendes årligt til museets hovedtilskudsydere til godkendelse. Det af hovedtilskudsydere godkendte regnskab og beretning indsendes til Kulturarvsstyrelsen inden den 15. juni det efterfølgende år.
8.7 Regnskabet revideres af en statsautoriseret revisor
8.8 Bestyrelsen er ansvarlig for forvaltningen af museets formue.
8.9 Ejer museet fast ejendom, skal der tinglyses deklaration om, at der ikke kan disponeres over ejendommen ved pantsætning eller salg uden samtykke fra museets hovedtilskudsgivere.
§ 9
9. Udskillelse, kassation, sikring m.v.
9.1 Udskillelse (herunder kassation) af genstande fra samlingerne til andre end statslige og statsstøttede museer kan kun ske efter godkendelse fra Kulturarvsstyrelsen (jf. bekendtgørelsen om museer).
9.2 Deponering af genstande til andre end offentlige institutioner kan kun ske efter forelæggelse for Kulturarvsstyrelsen.
9.3 Genstande eller samlinger, der er behæftede med klausuler, må ikke modtages uden forelæggelse for Kulturarvsstyrelsen.
9.4 Museet skal træffe nødvendige foranstaltninger til beskyttelse af samlingerne mod brand, tyveri og hærværk.
9.5 Skade på samlingerne samt tyveri fra samlingerne skal snarest indberettes til Kulturarvsstyrelsen.
§ 10
10. Åbningstider og adgangsvilkår
10.1 Museet skal være tilgængeligt for offentligheden på forud bekendtgjorte åbningstider, og åbningstidens omfang skal stå i rimeligt forhold til museets størrelse.
10.2 Ud over museets udstillinger er dets samlinger, herunder registre, arkiver, magasinerede genstande m.v. offentligt tilgængelige efter forudgående aftale.
§ 11
11. Vedtægtsgodkendelse og tilsyn
11.1 Vedtægterne skal godkendes og kan ændres ved stemmeflerhed i bestyrelsen forudsat, at Kulturarvsstyrelsen samt byrådene i Mariagerfjord Kommune, Rebild Kommune og Aalborg Kommune kan godkende ændringerne. Museets ansvarsområde såvel som ændringer heri skal godkendes af Kulturarvsstyrelsen.
11.2 Museets virksomhed, herunder samlingernes konserverings- og registreringsmæssige tilstand og opbevaringsforhold, er undergivet tilsyn af Kulturarvsstyrelsen.
11.3 Samlingerne er underlagt revision i henhold til bestemmelserne i bekendtgørelse om regnskab og revision af statsanerkendte museer.
§ 12
12. Ophør
Såfremt museet må ophøre, afgør kulturministeren efter forhandling med museets hovedtilskudsydere, hvorledes der skal forholdes med museets samling.